Hvem er du efter et år på efterskole?

Et år på efterskole giver selvstændighed og modenhed, venner for livet og massevis af gode oplevelser. Og så er det sundt at komme lidt væk fra far og mor.

Det kan være svært at sætte ord på, hvad man får ud af et år på efterskole. For hvor meget andet i samfundet skal vejes og evalueres konstant, handler et efterskoleår for mange også om at få en pause, og finde sig selv og sine egne ben igen. Alligevel er der ingen tvivl om, at man er et andet menneske efter efterskolen. Man har haft et år med massevis af oplevelser. Man har været en del af et fællesskab og fået venner for livet. Man er blevet mere afklaret med, hvem man vil være som menneske, og har fået en tro på, at man har noget at byde ind med. Man har lært at indgå i et fællesskab og under fælles regler – noget de fleste teenagere og forældre kan drive hinanden til vanvid over, men som de unge selv vælger, når de tager på efterskole. Og så er man blevet mere moden og selvstændig efter et år hjemmefra. Som Thomas Heden Andersen siger med et grin:
- Noget af det mest synlige, jeg tog med fra efterskolen, var min evne til at komme op om morgenen.
Og hans mor Merete Munch supplerer:
- Det er noget, vi derhjemme kan mærke forskel på. Nu kan han godt stå op selv. Vi afleverede en dreng, og hjem kom en ung mand, der ville sig selv.
Og måske er det meget sundt at komme lidt væk fra sine forældre og få lov til at savne dem og opleve noget andet. Så er det måske også lettere at se, hvad man har, og holde af det, man kommer fra.

Det siger de om deres år på Kongeådalens Efterskole:

Da jeg startede i gymnasiet, var det tydeligt at se, hvem der havde gået på efterskole.
Maria Eriksen, elev i 2011/2012

Jeg ville virkelig unde alle dem, der gik direkte i gymnasiet, at de fik et år på efterskole. Man udvikler sig så meget. Og så får man nogle fantastiske venner, man ved, altid er der. Jeg har det i hvert fald helt fantastisk, når jeg er sammen med mine veninder fra efterskolen.
Esther Dyngby Jensen, elev i 2011/2012

Man lærer at finde ud af, hvem man er. Og så forsvinder ens fordomme.
Tilde Petersen, elev i 2011/2012

Det er de varmeste anbefalinger, selv om man som mor må undvære sin lille søn. Det er at kaste sin søn ud på det dybe vand. Men man opdager, at for det første kan han svømme, og for det andet står lærerne som livreddere på kanten og hjælper, hvis der er noget. Det er kun positivt, at der ikke er så meget respons, når man som forældre prøver at komme i kontakt.
Merete Munch, mor

Man siger, at et efterskoleår svarer til syv almindelige år. Når man er på efterskole, udvikler man sig, for man skal klare sig selv, og man er nødt til selv at opsøge nye mennesker for at få venner. Man får de bedste venner på efterskolen. Man finder ikke sådan nogle venner andre steder. Og så får man en større accept for mennesker, der ikke er som en selv.
Maria Eriksen, elev i 2011/2012

Vi har fået nogle unge mennesker, der bare automatisk begynder på pligter, efter de har været på efterskole. De påtager sig ansvar og lederfunktioner. Før var de bange for at få beskidte fingre, og gjorde intet i et køkken. Nu gør de bare ting. Hvis der er en opgave, der skal gøres, bliver den gjort.
Skolen giver mere, end den tager. Og så får de unge et fællesskab, der bibeholdes mange år efter. Det er ikke kun de udvalgte, der bliver inviteret til fødselsdag. Nu kræver det et helt forsamlingshus. Og vi har tit besøg derhjemme fra hele landet.
Kenneth og Ingelise Schmidt, forældre