Det siger eleverne om skolens lærere

En efterskolelærer er noget helt andet end de lærere, du tidligere har mødt. Når du er på efterskole, er din dansklærer ikke bare dansklærer. Det er også hende, du spiser sammen med, som putter dig om aftenen, og som er klædt ud som den vildeste trucker, når I holder temaaftener.

Her er hvad nuværende og tidligere elever og forældre siger om lærerne på Kongeådalens Efterskole. 

- Her er nogle rigtig søde lærere. De er der altid, hvis vi har brug for dem. Man lærer dem at kende på en anden måde. Vi har været hjemme hos vores kontaktlærer, set hvordan de bor, og hvordan deres liv er uden for skolen. Og hvis man har lyst til at gå i krea en aften eller op i foto, så kan man spørge om hjælp eller få låst op. Man tænker ikke altid over dem som lærere. Nej, man kan ikke kalde dem forældre, men…… Man får et lidt tættere forhold til hinanden.
Johanne Rauschenberg, elev i 2014/2015

- Det er nogle gode lærere, der er gode til at tilpasse tingene. Jeg har altid haft mega svært ved engelsk, men min engelsklærer var god til at give mig opgaver på mit niveau, så jeg fik noget ud af det, i stedet for at være på et niveau, jeg ikke fattede en skid af. Og så er gode til at snakke med os, når man er ked af det.
Tilde Petersen, elev i 2011/2012

- Alle vores børn har formået at finde en i lærerstab, de har tillid til, selv om børnene er meget forskellige. Lærerstaben er meget bred, og det er fantastisk. Uanset situationen så kan de tackle det. Også det vi som forældre måske ikke engang kan tackle. De forstår virkelig at rumme alle slags mennesker. Jeg er 100 % tryg ved at have mine børn her på efterskolen. Hvis der er noget, så opdager lærerne det. De har øjne i nakken, og de handler på det. De tager fat om roden. De er fantastisk gode forældre de der lærere. 
Kenneth og Ingelise Schmidt, forældre til 4 tidligere og nuværende elever

- Det er de samme lærere, vi har hele dagen, både i skolen og bagefter. Her kommer ikke pædagoger og tager over. Man er sådan en slags voksen-barn-venner, eller hvad man nu skal kalde det.
Oliver Bertelsen, elev i 2014/2015

- Lærerne er noget af det, jeg savner rigtig meget ved efterskolen. De var ikke så strenge. Man kunne snakke mere med dem end i folkeskolen og gymnasiet, og de var gode til at tage hensyn. Det var jo ikke bare en dansklærer, men en lærer, der var der hele tiden. Hvis man kedede sig, så kunne man altid gå ind på lærerværelset og snakke og få en kop kaffe. Her stod man ikke uden for lærerværelset og ventede på at få lov til at snakke med hr. Pedersen.
Thomas Heden Andersen, elev 2013/2014

-  Jeg synes, lærerne er rigtig flinke. Vi har dem i timerne, hvor de er seriøse, men man kan også snakke med dem på gangen bagefter. Det gør, at man kender dem bedre.
Anna Andresen, elev 2014/2015

- Man lærer jo lærerne godt at kende, fordi man er sammen med dem hele tiden. Man er ikke bange for at gå hen og snakke med dem, hvis man har et problem. Det kan godt være mærkeligt ellers, hvis man ikke kender dem så godt.
Nina Holst, elev 2014/2015

- På Kongeådalens Efterskole er der respekt for andre mennesker og plads til forskelligheder. Lærerne har haft unge med mange forskellige udfordringer og fået dem til at fungere sammen.
Merete Munch, mor til tidligere elev