Tillid frem for regler og kontrol

Kongeådalens Efterskole tror mere på tillid og gensidig respekt end et væld af regler. Til gengæld forventer vi også, at vores elever lever op til tilliden.

Som elev på Kongeådalens Efterskole bliver man mødt med en høj grad af tillid. Vi tror nemlig på, at alle vil skolen og hinanden det bedste.
- Skolen er opbygget på en måde, så vi er nødt til at have en gensidig tilllid til hinanden. Når eleverne går ned og laver mad, er vi nødt til at stole på, at de går i gang med de ting, de har aftalt med køkkenlederen, og ikke laver højreb, siger lærer Erik Bertelsen.
Det betyder f.eks. også, at det er nemt at låne en nøgle eller få adgang til krearummet om aftenen, hvis man gerne vil male videre.
- Vi vil gerne at faciliteterne er åbne, så de unge går i gang med nogle gode ting og foretager sig noget fornuftigt. Det giver indimellem lidt problemer, men fordelene er absolut større end ulemperne, siger Erik.

 

Frihed under ansvar

Det kan Kenneth og Ingelise Schmidt nikke genkendende til, og det havde stor betydning, da de valgte efterskole sammen med deres børn. De har 2 børn på efterskolen lige nu, og tidligere har deres to ældste også gået her.
- Her mærker man, at der er frihed under ansvar, siger Kenneth, der under besøg andre steder oplevede låste døre og adskilte drenge/pigegange.
- Her er forventninger i stedet. De unge kommer hjem og er ansvarsbevidste og har lært nogle rammer, hvor de fungerer, fordi der er tillid til dem, og det lever de så op til, også når de kommer hjem. I vores verden er det vigtigt, og sådan vi opdrager vores børn, siger han, og Ingelise supplerer:
- Samtidig er jeg 100 % tryg ved at have dem her på efterskolen. Hvis der er noget, så opdager lærerne det, og handler på det. De har øjne i nakken.
- Ja, de er hurtige til at holde møder. De tager fat i roden, og på en måde, så vi tit føler, at de faktisk løser det bedre, end vi kan derhjemme, siger Kenneth.
Og netop genopbygningen af tilliden er vigtig på Kongeådalens Efterskole.
 - Hvis man bryder tilliden, så må vi sammen se på, hvordan vi får genoprettet den. Men det har selvfølgelig også en bagkant, hvor tingene slutter. Det skal udvikle sig mod noget bedre, siger Erik.