Oplevelser og udfordringer
- vi rejser for at møde kultur og natur

Som elev på Kongeådalens Efterskole kommer du på tre udlandsture i løbet af året – en vildmarkstur i Sverige, en udlandstur med fokus på action og en kulturtur til en hovedstad eller storby. Turene giver på hver deres måde masser af personlige oplevelser, viden og gode, fælles oplevelser, du kan dele med resten af efterskolen.

Vildmarkstur til Sverige

Første tur går til Sverige, hvor vi på ægte vildmarksmanér skal sejle i kano, fiske, lave mad over bål og i det hele taget opleve den fantastiske svenske natur – sammen. Vi skal rystes sammen og lære hinanden at kende, så vi alle får det bedste ud af året.

Kulturtur til storby

I foråret går turen til en europæisk storby for at opleve kultur og det intense storbyliv. Her er fokus på det menneskeskabte, og vi går på opdagelse i byens kulturelle verden, når vi besøger museer, går i teatret, besøger kirker og går ud og spiser. Tidligere har skolen besøgt Berlin, Paris og Prag. I marts 2017 gik turen til Prag, hvor vi var på byrundtur, besøgte museer, operaen, teatret og var til koncert med Prags symfoniorkester. Du kan se billeder fra vores tur til Prag her.

Udlandstur med fokus på action i naturen

Vi lægger vægt på at opleve lande, som har en anderledes natur, end den vi har i Danmark, så vi kan fordybe os i den natur, vi oplever. Vi skal også udfordres fysisk og prøve grænser af i mere action-prægede aktiviteter. Vi har tidligere været på naturtur i Østrig og Frankrig, og i 2017 gik turen til Østrig, hvor den stod på svævebaner, rappelling, trætopsklatring og mange andre fantastiske oplevelser! Vi hjælper alle igennem strabadserne – uanset niveau.