Friluftsliv

Udendørs undervisning

I friluftslivsvalgfagene foregår undervisningen udenfor, hvor vi både nyder naturens ro og udfordrer os selv og hinanden. Uanset om du har meget eller lidt erfaring med outdoorlivet, vil du udvikle dig sammen med resten af friluftsholdet. Du får mulighed for at fordybe dig i friluftsaktiviteter og masser af gode oplevelser, som du vil tage med dig videre fra dit ophold på Kongeådalens Efterskole. Der er ikke noget bedre end en god tur i skoven på vores mountainbikes, hvor vi vender hjem med mudder op ad hele ryggen, en klatretur i træerne en onsdag eftermiddag eller hygge og vitser rundt om bålet, når solen er gået ned.

Faciliteter og lærere

Vi har vores eget bålhus, en shelterplads i udkanten af skolens område og en rigtig god beliggenhed i fantastisk natur ved Kongeåen. Vores lærere har alle mange års erfaring med friluftsliv, og vi har både en kanoinstruktør, en klatreinstruktør og en mountainbikeinstruktør i vores lærerstab. Derfor har vi selvfølgelig god udnyttelse af vores kanoer, mountainbikes og bouldervæg.. På vores friluftslivsdage fordyber vi os og kommer omkring endnu flere hjørner af friluftslivet.

“Det fedeste ved friluftslivet er, at man kan sidde rundt om et bål og hygge sig, snitte, hugge i træ og hvad man vil. Man kan både deltage i at sejle i kano og kajak, bygge bivuak, lave et bål og lave mad på bål”

– Magnus

“Det bedste ved at gå på Kongeådalens Efterskole, er det sammenhold og fællesskab vi har, og alle de gode venner man får”

– Freja

Masser af udfordringer

I friluftsliv arbejder du bl.a. med:

  • Bouldering
  • Mountainbike
  • Hike
  • Ild & Bålmad
  • Kano & Kajak
  • Pionering
  • Knivfremstilling
  • Overlevelsestur
  • Friluftsbyg