40-års jubilæum
august 29, 2019

På vandretur i den svenske vildmark

På vandretur i den svenske vildmark

Hvert år pakker alle eleverne på Kongeådalens Efterskole rygsækken, snører skoene og tager på vidlmarkstur i Sverige! Det er en helt særlig tur, og den ligger altid i starten af skoleåret, så eleverne kan være sammen under anderledes forhold og lære hinanden endnu bedre at kende.

I år gik turen til Olöfstrøm, hvor eleverne vandrede ved Halen Sø og sejlede i kano. De overnattede alle ude i det fri i bivuakker og lavede mad udendørs. Det var en tur fyldt med store naturoplevelser, frisk luft og nye venskaber.

”Jeg er selv vant til at vandre, så jeg synes ikke, det var så hårdt. Men for dem, der ikke er vant til at vandre, var turen på 35 km. nok lidt hård. Det var ret nemt at se på folks rygsække og det, de pakkede, om de var vant til at tage på vandreture.

Det fede ved at være afsted var, at man vi fik set alle sider af hinanden. Når nogle får for lidt søvn, bliver de trætte, mens andre får vildt meget energi. Alle reagerer helt forskelligt, og det er meget sjovt at se,” fortæller Tobias Mortensen, som går i 10. klasse.

Frisk luft sikrer fri snak

Skoleåret er endnu nyt, og derfor er det vigtigt, at eleverne finder sig til rette socialt – både i og udenfor skolens vante rammer. Og det er ét af formålene med vildmarksturen; at ryste elevholdet sammen.

”Det var virkelig fedt og akavet at tilbringe så meget tid sammen med sine nye efterskolekammerater. Der var lidt akavet stilhed den første dag, men det gik hurtigt over. Man blev virkelig rystet sammen på turen, og man lærer hinanden vildt godt at kende, når man bare går og går. Det er som om, snakken flyder lidt mere frit, når man ikke er i de faste rammer,” fortæller Tobias og afslutter:

”Noget af det sjoveste på turen var afgjort at sejle i kano! Det har jeg kun prøvet et par gange før, så det var en stor oplevelse!”